I år gik sommerferien som sædvanlig sydpå, men i modsætning til tidligere år havde vi i år valgt at droppe turen gennem Kastrup samt adskillige timer i nogle højst ukomfortable sæder og i stedet gledet ned i bilens behagelige stole med alle mulige og umulige fornødenheder inden for håndsrækkevidde.
Og sådan begyndte ferien så klokken 0600 tirsdag d. 21/8. Føste stop var Scandlines fra Rødby hvor det også var blevet morgenmadstid.
Næste stop var kort efter i Burg, hvor der blev købt ind til madpakker og andet lækkert i Edeka og så gik det ellers sydover mens vi passerede den ene by efter den anden indtil vi ved halv firetiden ramte Fulda som var vores første overnatningssted. 47 km før destinationen viste vores GPS for første gang på turen at den havde sin egen holdning omkring hvad der bedst kunne betale sig - motorvej eller landevej og ledte os fra ved Kirchheim. Heldigvis blev fejlen hurtigt opdaget og vi kunne køre på igen 9 km og 15 minutter senere.
Fulda er en typisk midttysk by med en god blanding af gamle og moderne huse. Og hotellet som vi boede på var lidt i samme stil.

 


Næste morgen kørte vi videre sydpå, og som på den første dag blev vi forskånet for køer(altså ikke dem der siger muh!). Efter lidt over 3 timer begyndte vi at kunne se de rigtige bjerge gennem disen. Vi kørte ind i Østrig via Füssen og efter endelig at have overhalet en langsomt kørende lastbil fik vi et fantastisk skue over Zugspitze(hvor vi var oppe for ca 4 år siden) fra østrigsiden. Videre gik det ad landevejene til Imst, Oetz indtil vi til sidst drejede over floden kørte op ad en lille bakke og parkerede lige foran hotellet som vi udemærket kendte eftesom vi havde været der 2 år tidligere.
Værtinden kunn godt huske os og da de på grund af det snarlige Radmarathon havde fuldt booket fik vi en af deres lejligheder i stedet for et værelse, men naturligvis til værelsesprisen, når bare vi ikke brugte kogepladerne...
Værelset var godt med soveværelse, stue og en stor køkkenkrog og holdt i typisk enkel østrigsk stil med hvide vægge og en masse mørkt træ. Og så var der udsigten...! Balkonen var nordvendt hvilket i det her tilfælde betød at der var et fantastisk vue over hele dalen, mens at stuens andet vindue vendte mod vest og gav en ligeså storslået udsigt over byen og bjergene med bl.a. Hochsölden, Giggijoch og ikke mindst Gaislachkogel med en top på lidt over 3000 meter.
Da vi havde inkvarteret os gik vi en tur ned til byen. Vi havde bestilt Ötztal premium card som gav fri rejse med alle lift i området og ville køre op med den ene af lifterne for at kigge lidt på bjergene, men desværre var den lige netop lukket da vi nåede derned. Så i stedet gik vi over og tog city-shuttlen der var en slags tov-bane der kørte mellem centrum og den lidt højere liggende del af byen, hvorfra der (fandt vi ud af)også var en fantastisk udsigt. En lille spadsertur og sftensmadstid senere gik vi i seng efter endnu en lang dag.

 

 



Torsdag stod den så på rigtig alpetur. Så efter den lækre morgenmad med røræg, møllehjuls-brötchen, pølser og Nutella gik vi over til den store Gaislachkogel Bahn. Det er en æggelift i to afsnit hvor det første er med 6-personers gondoler mens den anden er til 24 personer(tror jeg).
Vi kørte med begge to helt op til toppen i lidt over tre kilometers højde. Fra topstationen kunne man så gå ca 50 meter hen til en udsigtsplatform der hang midt ud i ingenting eller man kunne gå ned af en ret stejl sti til restaurationsbygningen, der dog var lukket pga. nedrivning(og opbygning af en ny). Men alle steder var der en imponerende udsigt over de mange bjergtoppe i området.
Der blev taget billeder og slappet af i nogle stole der stod der til det samme og så gik det nedad med liften til mellemstationen i ca 2100 m.o.h. Og herfra startede vores vandretur.

Vi gik nordpå ad vejen indtil vi ramte den større gletschervej som vi fulgte et par hundrede meter inden vi drejede videre ned af en grusvej som ledte os ned i en slugt til en lukket stolelift. Herfra gik vi op ad en smal græseng (der om vinteren blev brugt som en transport-piste) indtil vi stod på et lille åbent plateau med alpehytter. Her var både legeplads og god udsigt så vi besluttede hurtigt at det måtte være vores frokost plads. Her fik vi uden tvivl alpernes billigste grillpølser med pomfritter (7 EUR for en portion) og de var gode, samtidig med den udsigt der var i 2000 m.o.h. og de 25 graders varme.
Efter et par timers hygge fortsatte vi ned af bjerget. Denne gang dog af de mindre vandrestier der visse steder var så stejle at man skulle holde fast i siderne, men det gjorde nu ikke turen dårligere, for der var hele tiden noget at se på, dybe slugter, fossende vandløb og så den generelle udsigt hver gang der var mellemrum mellem træerne.
Da vi 5 km og 2 timer senere nåede byen begyndte det netop at regne, men heldigvis var vi kommet ned lige ved siden af den anden af lifterne der førte op i bjergene så vi tog Giggijochbahn op til toppen. Denne gang gik vi dog bare ud for at kigge lidt rundt inden vi kørte ned for vi syntes trods alt at vi havde gået nok for den dag, så ti minutter senere kørte vi ned igen og gik til hotellet.
Nu skulle man jo så tro at alle var udkørte, men Lisa skulle da lige have 2 timer i hotellets svømmepøl så hun kunne brænde det sidste krudt af inden vi gik ud og spiste aftensmad.

 

Fredag stod den igen på mange timers kørsel. Vi startede dog godt med turen over Timmelsjoch der ligesom sidste gang var en imponerende tur. Denne gang lå der dog ingen sne og stedet for - 5 var det +15, hvilket man dog ikke rigtigt kunne mærke fordi det blæste en del. På sydsiden gik det nedad med MANGE sving og opbremsninger - lidt for mange for Lisa - så da vi var nede i mere jævnt terræn ved St Leonhard holdt vi den første pause så vi alle kunne få noget frisk luft og få styr på vores balancenerver igen.
Og så videre. Det første delmål var at finde en benzintank hvor man kunne købe en refleksplade til at sætte bag på cykelholderen - det skal man nemlig have i Italien - men det var først et godt stykke på den anden side af Merano at det endelig lykkedes. Og så var det ellers med at få det lange ben foran ud på den italienske autostrada.
Efterhånden som vi kom længere og længere sydpå steg temperaturen også støt. Fra 28 grader i Merano til 38 omkring Verona og toppede ved 43 kort før Bologna. Heldigvis havde vi ikke brug for at forlade bilen hvor det var varmest og kunne med klimaanlægget holde en mere behagelig temperatur på et par og tredive grader. Da vi kørte ind på bjergmotorvejen mellem Bologna og Firenze ramte vi den først egentlige kø på hele turen. Indtil da havde vi kun oplevet tæt trafik, omend meget tæt mellem Bolzano og Trento, men nu gik vekslede den mellem at kravle og gå helt i stå. Således brugte vi 1½ time på et stræk der burde tage lidt over en halv, men en times forsinkelse efter 1600 km var måske heller ikke så galt endda...
Langt om længe og meget trætte nåede vi frem til det meget berømte Toscana og Chianti distriktet, men ved første øjekast var det lidt af en skuffelse. Da vi kørte fra landevejen og ind på de mindre lokale vej var det ikke andet end skov vi kørte igennem. Faktisk mindede det mest af alt om Harzen dog med flere løvtræer a'la Hareskoven... Så ikke så underligt at vi var en smule skuffede da vi nåede frem, når vi nu havde brugt 4 dage på at nå til "Harzen"!

 


Næste morgen var det lørdag og efter at have fået en god nats søvn kunne vi nu se på stedet med lidt mere positive øjne. Det var markedsdag så det første vi gjorde efter morgenmaden var at gå ud på byens torv og kigge på alle boderne. Der var både mad, vin, frugt, grøntsager, tøj, tasker og en masse andet tingel tangel. Vi købte dog ikke andet end to glas honning. Men bagefter fandt vi vores cykler frem for nu skulle de bruges. Vi fandt dog ud af at Toscana ikke er nær så fladt som man skulle tro så 2/3 oppe ad vejen til den nærliggende landsby måtte vi stille cyklerne og gå resten af vejen. Og da vi nåede op skulle vi da også lige sundes os et kvarters tid inden vi orkede at gå rundt og kigge på byen i de 40 graders varme. Det var ellers en hyggelig lille by og de havde også dejlige jordbær-sorbet-is som vi kunne spise et skyggefuldt sted.
Da vi kom til cyklerne på tilbagevejen var det ingen sag at køre ned, heller ikke for Lisa da hun først havde lært at bruge fodbremsen - for bremses det skulle der...
Om eftermiddagen kørte vi de ca 20 km til byen Radda der som mange af de andre byer ligger på en bakketop (her er Greve som vi selv boede i undtagelsen der bekræfter reglen da den ligger nede i en gryde så det altid bliver rigtig varmt og ingen kølende vind). På denne tur fik vi endelig set det rigtige Toscana, med vinmarkerne, frugtplantagerne og de høje slanke cypresser.
Mens vi gik rundt i byen var der nogle biler der begyndte at dytte, flere og flere og pludselig kom en Tuc-tuc med åbent lad kørende med et brudepar og efter dem fulgte den ene bil efter den anden der alle dyttede(da jeg nåede 30 biler opgav jeg at tælle) og de kørte rundt om hele bykernen inden de kørte tilbage af samme vej de var kommet fra.
Da vi nåede hjem var det ved at blive mørkt, men vi skulle lige have aftensmad, og værten havde anbefalet et sted der lå nede i en kælder bag ved hovedgaden. Og vi blev ikke skuffede... Vi fik alle tre en ordentlig skudefuld pasta af forskellig art. Der var ikke ret mange i restauranten som vist egentlig var en Cantina, men til gengæld var det der de lokale spiste kunne man se, så det var allerede, før vi fik vores mad, en god indikation af at det var et OK sted.

 

 

Så var det søndag, og vi var lidt i tvivl om hvad vi skulle få tiden til at gå med fordi vi regnede med at alt ville være lukket, men til sidst besluttede vi os for at tage til Siena der ifølge Politikkens guide er et af de steder man bare skal se når man er på de kanter.
Af de steder hvor vi var i Italien var Siena da nok også det mest spektakulære med sine små snoede og stejle gader mellem de adskillige hundrede år gamle bygninger. Ikke mindst rådhuspladsen der havde form som et stort amfiteater der skrånede ned fra alle sider mod rådhuset var ret imponerende. Vi købte pizza som vel var på niveau med herhjemme, men da vi prøvede deres is der var vi solgt. Og efter den dag var vi “nødt til” at købe isbærer mindst en gang om dagen...
Mens vi stod og beundrede byens katedral hørte vi pluslig trommer og råb. Det viste sig at være den lokale “garde” der var på vej til messe. Garden bestod vel omkring hundrede mennesker hvor halvdelen gik med trommer af foskellig art mens den anden halvdel bar faner med byens farver som de viftede eller kastede med.
Og så var det tid at køre tilbage så vi lige kunne nå hotellets svømmepøl inden aftensmaden.

 

 

 


Så meget plads var der at ligge på når man ikke boede på et af hotellerne i byen!

I Italien Holder man siesta og gerne 3-4 timer ad gangen. Til gengæld begynder de deres arbejdsdag tidligt og allerede ved 6-tiden mandag morgen var der fuld gang i den på torvet uden for hotellet.
Vi kørte tidligt afsted nordpå. Nu skulle vi nemlig til stranden. Gps’en spillede os igen et pus ved at trække os ud på nogle små snørklede landevej og beviste endnu engang at Garmin ikke kan finde ud af at tage højde for vejens udformning men tror man kan køre 90 serlvom vejen kun er 4 meter bred og drejer konstant. Det mente den i øvrigt også at man kunne ned fra Timmelsjoch på Italienssiden...
Når men vi skulle jo til stranden og vi havde valgt Lido di Camaiore der ligger lidt nord for Pisa, fordi det så ud til at stranden var god der. Da vi kom frem så vi også at det var helt rigtigt. Super strand med fint sand og varmt vand. MEN...!
I Italien er det sådan at når et hotel ligger ud til stranden så har de HELE stranden, dvs. helt ud i vandet og hvis man vil opholde sig der så skal man købe en plads til mndst 20 EUR. Nu er der så ca 10 km strand så der var da også plads til deres Free Beach og heldigvis lå den kun ca 700 meter fra hvor vi havde parkeret. Da vi nåede der hen var vi lige ved at dø af grin. Ikke fordi det var sjovt men fordi det nærmest var latterligt. Deres såkaldte Free Beach var et lille område der bestode af en sti oppe fra strandpromenaden samt ca 8 meter sand på hver side hvor folk lå med deres tæpper så tæt at man næsten ikke kunne se sandet. Det lykkedes os dog at finde en plads så langt ned at man kunne se vandet men ikke så tæt på at bølgerne slog op over vores ting. Der var nemlig ret så høje bølger - op mod en halv meter så for Elisabeth blev det kun til svømning med mor eller far i hånden. Til gengæld var det fint at lege på stranden i sandet.
Efter 2 timer gad vi iklke mere og da vi heldigvis heller ikke havde betalt parkometer for længere end det pakkede vi sammen igen og kørte til Pisa, når vi nu alligevel var i nærheden.
I Pisa ligger en af de store P-pladser lige ved siden af Katedralen og det skæve tårn og det var tilmed billigere end at parkere på gaden i Lido di Camaiore. Så vi fik taget de obligatoriske billeder inden vi gik videre på opdagelse i byen, og da vi havde brugt middagstimerne på stranden passede det med at vi kom ind på gågaderne netop som forretningerne åbnede efter siestaen.
Efter at have spist på føromtalte restaurant et par gange syntes vi at vi ville prøve noget andet så vi gik ned af en anden sidegade til et lille sted som vores værts nevø havde anbefalet. det var lidt dyrer end det første sted men til gengæld super lækkert og ganske givet 100% hjemmelavet.

 

 

 

 

 

 

 

Tirsdag hodt vi selv siesta dag, med en dag i svømmepølen og i øvrigt ren afslapning.
Efter at have prøvet pastaen det nye sted aftenen i forvejen og i øvrigt prøvet en meget skuffende pizza på byens ellers populærer Cafe La Logge, ville vi så prøve om det virkelig ikke var muligt at få en god pizza i Italien. Det var det heldigvis. Så god at vi aftenen efter ud over to pastaretter bestilte hele to pizzaer. Men inden da skulle det lige blive onsdag.
Her stod vi igen tidligt op, spiste morgenmad og så gik vi over til stoppestedet for vi skulle køre med bussen ind til Firenze. Ud over Domkirken som ganske rigtig var meget imponerende var der ikke videre interessant. Men vi fik da set de ting man skulle se så som rådhuset, Ponte Vecchio(den gyldne bro) og Palazzo Pitti samt kigget i forretninger, og Lisa prøvede en dyrekarrusel på Piazza della Repubblica. Og så var det hjem og nyde den føromtalte middag og så tidligt i seng da vi skulle køre tidligt næste morgen.

 

 

 

 

 

 

 

Torsdag morgen var vi fuldt pakket og køreklar klokken 6:20, og så gik det ellers afsted nordpå. Planen var at vi skulle nå uden om Firenze og gennem bjergmotorvejen mellem Firenze og Bologna inden den værste myldretid begyndte. Og det lykkedes...
omkring kl. 12 nåede vi Merano for foden af Dolomitterne. Forinden var vi igen blevet ledt af motorvejen en afkørsel for tidligt(pga. GPS’en), men mens vi prøvede at finde en landevej der kunne føre os til Bolzano-Merano hovedvejen fandt vi helt tilfældigvis en plantage hvor de solgte friskplukkede æbler og vindruer til den famøse pris af hhv. 1 og 0,3 EUR/kg.
Nu skulle vi igen hen over Timmelsjoch passet, men denne gang kørte vi opad på Italiens-siden hvilket gav en meget mere jævn tur uden problemer. I øvrigt kan Garmins GPS ikke finde ud af at køre over Timmelsjoch. Selv hvis man prøver at tvinge den fra selve passet og ned til første by i Italien (en tur på 19 km) vælger den alligevel den 220 km længere rute over Innsbruck og Brenner. Godt nok er passet lukket fra oktober til maj og i øvrigt hver dag fra 20 til 07, men alligevel...
Ca halv to var vi på vores (sædvanlige) hotel i Sölden og havde endda nået at købe ind i det lokale supermarked og så var det vores tur til at holde siesta resten af dagen. Selvfølgelig med en tur i svømmehallen...

Mens vi kørte over bjergene den forgående dag, var det gradvist blevet koldere, med en temperatur på omkring 15 grader da vi nåede byen. Fredag var det så endnu dårligere med regnvejr(det havde vi dog vist på forhånd at det ville blive) og ca 8 graders varme, og på webkameraerne kunne vi se at det sneede oppe i bjergene. Så det blev til en gåtur i byen når det ind imellem holdt tørvejr. Og så selvfølgelig endnu en 3-timers-tur i svømmehallen.

 

 

 

 

 


Lørdag Var vejret kommet i bedring og vi cyklede over til City-shuttlen som vi tog op og kørte rundt i den højere liggende del af Sölden inden vi kørte ned (og op igen) til supermarkedet. Om eftermiddagen gik vi omtrendt den samme tur, dog med den forskel at da vi gik tilbage fra supermarkedet(det lå små 100 m højere og ca 2 km fra hotellet) gik vi over en meget høj hængebro og tilbage på østsiden af floden. Efter svømmehallen gik vi ud og fandt en ny restaurant som havde ganske lækker østrigsk mad(og det til trods for at vi lige var kommet fra et madparadis 2 dage forinden).

 

 

 

 

 

 

 

Søndag morgen var der for alvor kommet huller i skydækket og vi startede igen dagen med en cykeltur. Denne gang kørte vi langs flodens østside ned gennem dalen indtil den snævrede ind og vejen blev til en dårlig grussti. Så vendte vi om... Efter en hurtig sandwich gik vi over til den store gondollift og kørte op til Gaislachkogel Mittelstation, hvorfra vi fulgte Gletschervejen ned til byen igen. En tur på knap 8 km. Ligesom den første gang vi var på bjerget, halvanden uge tidligere, var der en fantastisk udsigt, og hvis det ikke havde været fordi vores SD-kort stort set var tomt så havde vi sikkert taget et par hundrede billeder igen...

 

 

 

Mandag morgen var det for alvor tid at køre hjemad. Vi startede som vi var kommet ad landevejen til Imst og videre over Fernpass. men istedet for at køre via Füssen drejede vi af og kørte gennem Ehrwald til Garmish-Partenkirschen, hvor vi kørte på motorvejen og så gik det ellers i mach-fart rundt om München og Nürnberg inden vi nåede destinationen for den dag - Gera. Hotellet lå lige uden for byen og bortset fra badeværelset der lignede noget man fandt i et tog så var det et ganske udemærket sted. Det var halvsent inden vi nåede frem, men der blev da alligevel tid til en lille tur rundt i byen og ose/shoppetur i Müller inden vi tog tilbage for at spise aftensmad og så i sang.

 

 

 

 

 


Tirsdag skulle vi køre det sidste stykke, men da vi vågnede havde Lisa et øjenlåg der var hævet til omtrent dobbelt størrelse. Så i stedet for at køre nordpå kørte vi ind til det lokale sygehus hvor de efter en god times ventetid fandt ud af at de ikke kunne godtage vores gule sygesikringsbevis. Og de kunne i hvert fald ikke finde ud af at ringe til det hotline nummer der var på bagsiden. Heldigvis var lægen mere menneskelig end juristerne så selvom hun ikke måtte foretage undersøgelse havde hun kigget hurtigt og mente at det var noget der godt kunne vente til vi kom hjem og gav os i stedet nogle øjendråber som skulle gives hver 3.-4. time. Så 2½ time forsinket kunne vi endelig vende næsen mod motorvejen og de resterende 450 km der var til Rostock. Efter den sædvanelige shoppetur i Globus (Tysklands svar på Bilka, bare billigere), slentretur gennem byens gågader og aftensmad i Nordsee på Breite Strasse, var det tid at køre til færgen og sejle hjem.
Kl. 2230 var vi på Tornegårdsvej hvor vi fik tømt bilen og Natasha gik i gang med at pakke ud, mens vi andre tog på skadestuen på Herlev, efterfulgt af en tur til Glostrup Apotek efter salve.
Og så var den ferie slut...

Der er flere billeder HER!

Filmklip fra turen:

Udsigten fra Hotellet i Sölden.  En tur i hotellets svømmehal.  På stranden ved Lido di Camaiore.  I svømmehallen igen.  Cykeltur i Sölden.